kræver så store fliser som muligt!" Da jeg spurgte Kjeld Slot, hvilken belægning han ville foreslå til havegangene, svarede han, at til et ydmygt husmandssted hører der store gamle fliser, så store som muligt, samt jord/grusstier. Ved nærmere eftertanke kan jeg kun give ham ret! Brosten eller herregårdssten ville ikke passe her!
Som belægning på stierne har vi besluttet at bruge forskellige store gamle fliser, hjemmestøbte fliser og desuden grus. Vi fandt frem til et produkt, Slotsgrus, som er udviklet af Københavns Universitet, men desværre kan det kun fås fra en grusgrav på Sjælland, så det ville blive for dyrt i fragt. Vi har imidlertid fundet frem til et produkt med de samme egenskaber som Slotsgrus, hvor den eneste forskel skulle være farven. Produktet føres af NCC, og vi fik det leveret fra en grusgrav i Stenstrup - kun 15 km herfra.
Vi er nu igang med at lægge fliser og natursten foran drivhuset, som vi langt om længe er kommet videre med, men den historie kommer senere! Vi har fået fat i nogle store gamle fliser 80 x 62 cm, andre lidt mindre og Thorben fik den geniale idé også at bruge to gamle støbte cementdæksler, min far i sin tid støbte til henholdsvis septiktank og brønd.
Først gravede vi af med håndkraft - hakke, skovl og spade! Det tog os flere dage, da jorden var stenhård og fyldt med små marksten stampet til vej.
10 cm grus blev kørt på og derefter vibreret med vores nyindkøbte pladevibrator. Thorben fandt en billigt fra PrimusDanmark, en demonstrationsmodel, som krævede en kærlig hånd. Vi mener, det bedre kan betale sig at købe end leje, da vi skal lægge mange fliser og alle grusstierne også skal vibreres.
Det er noget af et knoklearbejde at placere de store sten.
I fugerne skal der plantes trædebregne, så vi har afgrænset alle kanter med plader, så den ikke breder sig til uønskede steder!
Jeg er meget tilfreds med det foreløbige resultat!