I lørdags benyttede vi os af muligheden for at besøge nogle fantastiske haver og steder.
Vi havde som udgangspunkt besluttet os for at besøge "Den franske have" i Mårslet, og på vejen dertil ville vi smutte forbi "Spansklærerens have", men det blev i stedet til "Have på tidligere perron" i Asperup:) Efter besøget i Mårslet fortsatte vi til Lotte Bjarkes have "En have med udsigt", som ligger i Sondrup, for til sidst at lægge vejen forbi Brandbygegaard - "Et autentisk landbrug" - som drives af Lone Landmand og Søren Sørøver.
Første stop på turen blev en overraskende og inspirerende oplevelse. Vi troede, indtil for lidt siden, at vi havde været i "Spansklærerens have", men da der var to åbne haver på samme vej - hvilket vi ikke var klar over - stoppede vi, da vi så åben-haveskiltet. Haven tilhører Astrid Schmidt, som flyttede ind og begyndte at anlægge haven for 43 år . Huset er en gammel stationsbygning, og haven er anlagt på den tidligere perron, hvilket har vanskeliggjort arbejdet, da der var skærver og sten overalt. Huset og haven passer perfekt sammen, og det var bare så hyggeligt og smukt.
Astrid Schmidt er også keramiker, og der var mulighed for at besøge hendes værksted, hvor jeg blev fristet og købte en lågkrukke.
Det var en temmelig stor have, og en del af den var mere vild, og dette dekorative skur i det høje græs var overraskende, når man kom fra den mere velplejede del. Smukt!
Et andet lille skur holdt i samme stil.
Der var sågar en lille sø med nøkkeroser.
En dejlig oplevelse:)
I morgen går turen til Henrik og Jannes franske have i Mårslet!