Sidste weekend begyndte vi at rette jordstykket foran det kommende orangeri op. Arealet skal være helt plant, der skal sås græs og laves 16 kvadradiske højbede.
Det nemmeste ville have været at bruge en gravemaskine med planérskovl, men vi måtte nøjes med traktor med baglæsser, bagtipskovl, harve og skovl!!!
Det er lidt svært at se på billedet, men til venstre ved hegnet var niveauet for højt, og Thorben brugte baglæsseren og bagtipskovlen - fik desværre ikke taget billeder - og flyttede en del jord over til højre i billedet - mod vest.
Derefter harvede han stykket igennem mange gange for at løsne den hårde lerjord, som var blevet trykket godt sammen efter megen kørsel.
Så skulle der måles op og trækkes snore til terrassen foran orangeriet.
Herunder viser snorene omkredsen af den kommende terrasse og fliserne ses i baggrunden.
Dernæst var det tid til at rive stykket og fjerne rødder og græs.
Hvor presenningen ligger skal Thorben lave 16 kvadradiske højbede 2x2m. Jernet er købt, og så må vi se, hvornår der bliver tid til det.
I går såede jeg græs og strøede kunstgødning. Det har jeg ikke prøvet før - altså at bruge kunstgødning - men jeg vil gerne have en kraftig plæne, som kan kvæle noget af den megen ukrudt, vi har her på stedet!
Vores grund skråner temmelig meget, så her vest for orangeriet, lavede Thorben i går et trappetrin v.h.a. jern og kampesten.
Tre sten vælges i vores samling, hvoraf mange er tilhuggede sten her fra stedet.
Der hældes lidt stabilgrus i bunden
Sidste weekend plantede jeg 7 æble- og blommetræer i frugtlunden.
Der er plads til et par stykker til, men foreløbigt er det blevet til Filippa, Elstar, Skovfoged, Discovery, Victoriablommer, Reine Claude og Opal.
Det skæmmer med solcellerne og opbevaringsteltet i baggrunden, men haslerne vil forhåbentlig dække på et tidspunkt.
Til slut lidt billeder fra mine fire staudebede med mange græsser.
I dag skal jeg til åben have hos Marianne Folling, og jeg glæder mig meget til at se hendes efterårshave med alle græsserne.