tirsdag den 29. juli 2014

Bærende stålbjælke i orangeri

Så kom tiden endelig til fortsættelsen på orangeriet, hvor det første der skal ske, er montering af den bærende bjælke. Vi har købt 40 meter IPE stålbjælker billigt fra nedbrydningen af nogle træbarakker på vores arbejdsplads, og tanken er, at de skal bruges til forskellige byggerier her på Solbakken.


Orangeriet, som vi begyndte på sidste efterår, hvor vi støbte fundament og sokkel, har brug for en bjælke, der kan bære glastaget (40m2). Orangeriet er 4 meter bredt og skal fremstilles af t-jern i en forholdsvis let konstruktion, så der skal være noget bærende på langs i midten af orangeriet, der sikrer konstruktionen mod nedbøjning.

Der er nogle bolthuller, der skal lukkes, inden den 12 meter lange bjælke bliver reduceres til 10 meter, som er orangeriets længde. Der skal også laves nogle lodrette bjælker a 2,5 meter, som skal bære bjælken.

Bjælkerne bliver tildannet med de største skæreskiver, jeg kan montere på min gamle Bosch vinkelsliber, som jeg købte, da jeg stod i lære, så den er 38 år gammel.




På den lange bjælke bliver der svejset en plade på med udskæring af en sol. På pladen svejses der ø10 rundjern, som igen går igennem et beslag ved bjælkeenderne, som kan spændes op.





Stolperne, der skal bære bjælken, skal påsvejses plader i top og bund, der muliggør
 befæstelse i henholdsvis sokkel og bjælke.





Den lange bjælke vejer 360 kg, og stolperne vejer hver 120 kg.



Jeg har tænkt mig at selv at montere stolper og bjælke, så jeg svejser nogle galjer på stolperne, som senere skal bruges til at løfte bjælken op på plads.



Jeg trækker bjælkerne hen til grunden med den gamle traktor, løfter den lange bjælke op med traktoren og får løftet stolper med galje op på soklen.










Ved hjælp af traktor og wiretalje får jeg rejst stolperne.











Nu begynder det spændende! - At få løftet bjælken op på de nu fastspændte stolper!










Det går som det skal, og efter et par timer er bjælken på plads og boltene spændt.

De 2 rundjern, der går fra pladen på midten og ud til beslagene, bliver spændt hårdt.

Deres funktion er at sikre, at bjælken forbliver ret.

Thorben


tirsdag den 22. juli 2014

Vi kunne ikke se skoven for bare ukrudt!

- Men efter over en uges hårdt arbejde, kan vi for første gang i lang tid se skovens forskellige træer, veje og granlunde. På trods af den værste tørke i mange år her på stedet, har ukrudtet ikke haft vanskeligheder ved at gro, som I kan se på billederne. Der var bl. a. mandshøje tidsler (tidsler elsker af en eller anden grund vores jord) og et hav af mælkebøtter.




Hvis man ikke vil bruge gift, må man i gang på anden vis, så vi har investeret i en rotorklipper, som kan stilles i højden, og som tygger sig gennem selv den tætteste og højeste beplantning. De første år harvede Thorben mellem rækkerne af træer med traktoren, men hurtigt blev træerne for høje til at dette kunne lade sig gøre. 






Det er anden gang i år, han har været gennem skoven med klipperen. Det er god motion, for vi har regnet ud, at han går godt 40 km, før han er gennem de to hektar skov, da han skal igennem hver række to gange pga. klipperens bredde. 

Det lyder af meget, ikke sandt, men det største arbejde er at slå mellem træerne på den modsatte led! Her bruger han en le, for med buskrydderen går der for mange træer til.










I flg. Hededanmark, som har plantet skoven, skulle træerne efter 5 - 6 år være så store, at det ikke længere vil være nødvendigt at rense mellem træerne, så det glæder vi os til!


 Efter klipningen
 En af vejene efter


 Ukrudt kan også være smukt!

Her ses tydeligt, hvor meget vi savner vand. Søen er snart tørlagt!

 I foråret skrev jeg her på bloggen om nogle siv, som var kommet helt af sig selv. Det var ikke siv, men dunhammere - naturen er forunderlig!



Jeg håber, vi snart får tid til at komme videre med projekterne i haven!!

mandag den 7. juli 2014

Køkkenhaven

Vi begyndte på den store omlægning og udvidelse af haven sidste forår, og noget af det første blev forlængelsen af den allerede anlagte køkkenhave med højbede og fliser med 3.60m. På tværs af haven - fra øst til vest - skulle etableres en tværakse, hvilket betød, at et af højbedene skulle flyttes ned i den forlængede del. 

Køkkenhaven, som den ser ud lige nu.

 Blå hjulkrone kom til at dominere mere end forventet!

 Brombær






 Grønkål, hvidkål og rosenkål gror fantastisk. Spændt på om hvidkålen bliver spist af larver, som jeg tidligere har oplevet.




 Mistbænken - lavet af de gamle vinduer fra stuehuset.

 Tværaksen set fra hængesofaen.