fredag den 30. maj 2014

Dagens arbejde

Der blev svejset, hamret, skruet, rettet op og malet - og vupti, hængesofaen blev som ny!



Hovsa, det var vist for tidligt, jeg tog billederne, for Thorben var ikke færdig! Guldet manglede!


Det blev helt royalt!


Denne hængesofa har mine forældre haft i mange, mange år, ja, mindst 30! De fik den foræret af et familiemedlem, og på det tidspunkt var den allerede gammel, og siden har min far gennem årene flikket den sammen med de forhåndenværende midler som ståltråd og spændebånd, og alle vore børn har gynget og hygget sig i den! -- MEN, - den har aldrig været flottere og mere solid end nu!

torsdag den 29. maj 2014

Haven i maj

Vi har lynende travlt i haven og skoven for tiden og arbejder på højtryk på mange forskellige fronter, men selvom vi knokler derudaf, er vi uvægerligt bagud. 

Thorben blev færdig med flise- og stenbelægningen for enden af den tværgående gang for et par timer siden, og her kan I se lidt af processen og resultatet!


 Hængesofaen skal sættes i stand, og det er han lige gået i gang med!








Blåregnen gror helt vildt, men der kommer desværre ingen blomster i år.

Stierne er ikke færdige, så i de kommende fridage skal jeg i gang med at grave af, så vi kan komme videre med dem.



Herunder lidt flere billeder fra haven!
























fredag den 16. maj 2014

Vores sø

I efteråret 2010 gravede vi en sø på ca. 700 m2 i en lavning tæt på vores å på marken. Vi lejede en gravemaskine, min bror gravede, og Thorben og en hjælper kørte jorden væk. Vandet strømmede hurtigt til, men forinden havde vi foretaget en prøvegravning for at sikre os, at der var vand. 







Gravearbejdet set fra hvidtjørnhækken ved den kommende gule have
Det tog en weekend at grave søen.

Vi havde forinden ansøgt kommunen om tilladelse, og gennem Skov og Naturstyrelsen fik vi 9000 kr. i støtte til projektet. Søen er et par meter dyb på det dybeste sted i midten og skråner ind mod bredden, som en sø bør af hensyn til dyr og insekter. Der er ingen fisk i endnu, og det er ikke tilladt at sætte nogen ud, men vi tror på, at der af naturlige veje vil komme fisk på et tidspunkt. Der er dog andre dyr som et andepar, frøer, fiskehejren ser vi ofte og en masse insekter. 


Søen set fra vest




Der er ført strøm og vand derned, og vi har en drøm om med tiden at bygge en træhytte med græs på taget.



Vi har sået græs omkring søen, som Thorben slår med en rotorklipper bag traktoren et par gange i sæsonen. Jeg har plantet en guldpil, noget marehalm, engkabbelejer og kæmpestenbræk. Jeg plantede også en del ligularia, men de overlevede ikke - mærkeligt, men jeg må forsøge mig igen, da jeg synes, de passer perfekt til stedet. Vi har også snakket om dunhammere og åkander, hvor jeg ikke er sikker på, om jeg synes åkander passer ind, men dunhammere - en ikke invasiv art - samt nogle græsser, tror jeg, vil passe godt ind og virke naturlige. 



Bænk og bord



Der er ingen fisk i endnu, og det er ikke tilladt at sætte nogen ud, men vi tror
på, at der af naturlige veje vil komme fisk på et tidspunkt. Der er dog andre dyr som et andepar, frøer, fiskehejren ser vi ofte og en masse insekter.

I dag var der tusindvis af haletudser!





Disse siv, eller hvad det er, er dukket op af sig selv! Utroligt, synes jeg!



Området med søen er dejligt fredfyldt og for det meste er der også læ, og vi har været så heldige, at søen virker meget naturlig, som om den altid har ligget der. Den er ikke hegnet ind, som skoven er indtil videre, så rådyrene bruger søen som drikkested. 

tirsdag den 6. maj 2014

Lukket gårdsplads

Når vi ankommer til vores hus, har der altid været meget åbent med en fantastisk udsigt, men også altid meget blæsende. Det bliver der lavet om på nu, hvor vi er i gang med at lave et højt sort stakit, så vi får et lukket gårdrum, som vil give hygge og læ, og hvor man skal gennem en dør for at komme til den hvide have, som ligger bagved. 




Herunder er gjort klar til en dobbelt carport med redskabsrum.

Thorben har støbt punkfundamenter til hjørnestolperne, som bliver tykke afbarkede granstammer, vi har fået af naboen, da han fældede nogle over 30 år gamle graner i vores skel. 





Vores nyplantede lindetræ, som står til venstre for den kommende carport er sprunget ud.





Jeg elsker vores sydbøg, som jeg plantede for 4 år siden.

Trillium fra skovhaven


Viburnum 'Aurora'

søndag den 4. maj 2014

Lidt af hvert!

Thorben lagde store fliser i forbandt under pergolaen i sidste weekend, og for at bløde gangen lidt op, lagde vi piksten på de første 40 cm. 




På den anden side af pergolaen mod hegnet skal vi også have piksten og nogle store fliser med plads til en bænk. Thorben graver og er ved at have lange arme!



Jorden, han graver af, bliver kørt på den kommende hvide have, som trænger til noget muldjord.




Herunder ses  den første spæde start på den hvide have, hvor jeg udover sølvpil og nordens oliven -  har plantet  elefantgræs "Morning light".




Dette bliver med tiden en sti gennem den gule have, som skal føre os videre ned til søen. Det er lidt vanskeligt at se på billedet, men jeg har plantet 3 guldregn på hver side af stien. Det I ser i midten er vores brønd, som vi jo desværre ikke kan fjerne, men heldigvis er den midt i stien, og jeg har tænkt mig at camouflere den med - måske - gulbroget efeu .


Træpindene markerer omkredsen af en kommende rund terrasse. 

Her ses stien og lidt af "terrassen" til venstre. Når træerne i skoven er store nok til at vi kan fjerne hegnet, skal vi have lavet en bred sti, som skal føre hele vejen til søen.

Jeg vil lige til slut vise lidt mere nylavet havesti.