søndag den 29. maj 2016

Blåregn, overvejelser mm.

Så lykkedes det! Blåregnen blomstrer! Jeg fulgte Henriks (Min franske have) råd mht. beskæring, og minsandten om det ikke gav resultat:)



Sorten er "Black Dragon", som var et helt tilfældigt valg, men jeg er yderst tilfreds.

Siden sidste indlæg for meget længe siden, er vi blevet færdige med stakit, garage, redskabsrum og 1. sal.



Et kig til den hvide have.


I undrer jer måske over stangen herunder, men Thorben er bange for, at plankeværket vælter, når der kommer en storm fra nordvest, så han har monteret denne stang, som skulle holde på det.



Naturstenen er placeret i jernbassinet med vand, og nu mangler vi bare pumpen:-)

Som I kan se står lecablokkene og venter på, at vi kommer i gang med den lange og høje mur på 18 x 3.80 m, som jeg har nævnt adskillige gange (inden længe går vi i gang!!). Den bliver en del af orangeriet/glashuset på 40 m2, som skal bygges på bagsiden - set fra huset.

Fundamentet er støbt, vand og el lagt ind og terrassen på 80m2, som ligger foran det kommende hus, er færdig.

Muren skal skærpe udsigten samt danne rum. Som Kjeld Slot så smukt sagde "Når man går gennem orangeriet, kommer man ud til den moderne have!"
Den moderne have består af en plan græsplæne med  organisk form, hvor 16 kvadradiske højbede er placeret foran orangeriets terrasse. Et ekstra højbed er placeret, så det er en del af terrassen.



Tilbage til orangeriet! Thorben og jeg har de sidste par år haft en del diskussioner om orangeriets/glashusets form og materialevalg. Jeg ville gerne have et hus kun i glas, hvor Thorben har insisteret på et hus med fast tag (tagpap, tegl, ?) med det argument, at så vil vi kunne bruge det mere, da han er bange for kondens - (vi har ikke råd til termoruder). Nu har han fået en ny idé, som jeg næsten ikke kan sige nej til:-) Et kobbertag med en glasdome (halvkuppel lavet af ligesidede og ligebenede trekanter, som sat rigtigt sammen, danner en dome) i midten. Et lidt vildt, men spændende og anderledes løsning.
Hvad synes I? 

Til sidst lidt billeder fra haven.








Prærieliljer fra engen

lørdag den 27. februar 2016

Hvilken smuk morgen!

Jeg var tidlig oppe i dag og måtte lige en tur rundt med kameraet.








Herunder bøgehækken om den hvide have, som kun er to år gammel. Det er lidt svært at se på billedet, men mange af planterne er allerede over 1.80 høj.



lørdag den 20. februar 2016

To fynske haver

Sidste sommerferie holdt vi ikke meget ferie og fri, da haveprojekterne trak mest, men det blev dog til en enkelt dag med havebesøg her på Fyn.

Vores første besøg gjaldt De japanske haver i Broby, som jeg længe havde ønsket at se. Herunder et lille udpluk af de mange billeder, jeg tog.















Dernæst gik turen til Humlemagasinet i Harndrup. Jeg blev meget overrasket over omfanget - 10 tdr. land og varieteten i haverne - absolut et besøg værd!





Thorben er mest interesseret i, hvordan portalen er lavet!



Der var rigtig mange lange kig.





Jeg var meget imponeret over Sct. Hans urt brugt som hæk.




Pil af sorten "Alba" magen til vores i den hvide have. Det er svært at forestille sig, at vore inden forfærdelig længe vil være ligeså store.









søndag den 10. januar 2016

Året der gik!


Så er vi godt igang med et nye år, som forhåbentlig vil bringe mange skønne timer i haven, men jeg drømmer også om at blive færdig med de projekter, som vi startede på i det forgangne år, men først lige status på det , vi blev færdige med!

Først den runde terrasse med messingsolen og den gule græs - i den gule have.

Thorbens værksted, hvor jeg ikke har et billede af det færdigt!

Den 80 m2 store terrasse omkring det kommende orangeri,


Knoklearbejde med granittrappetrin

Påbegyndte projekter som ikke er færdige!

Herunder rækværk og carport, som mangler brædder på to sider - og alt skal males sort.



Bag døren og de to vinduer får jeg et lille redskabsrum til haveredskaber, plæneklipper mm.

Vi  "Thorben" er også i gang med at renovere førstesalen, hvor vi skal have arbejdsrum og soveværelse.

Kvist, så vi kan se ud over naboens marker med skov i baggrunden.

Udsigt mod syd set fra første sal. 

Udgang til naboens mark, hvor vi har placeret en gammel bænk, så vi kan nyde morgensolen og udsigten. Her mangler stadig havelåger.

Lecablokke til havemuren.

Højbedene, som "kun" mangler at blive fyldt med muldjord.



Jeg har også plantet en masse, som bl. a. 

Podet surbær

 Buksbom

Tretorn


Til slut vil jeg lige vise min nyanskaffelse. Et marmorbord med cementsokkel købt på Svendborg Auktioner. Vi har placeret det ved siden af den hvide have, og der får det sikkert lov til at stå meget længe, da det er megatungt, og det krævede snilde, traktor og muskelkraft at få det hjembragt og placeret!