Så har jeg været på et havebesøg igen, og denne gang gjaldt det "Mit grønne univers", hvor Vivi og Hans Jørgen holdt blogtræf. Det var en usandsynlig hyggelig, inspirerende og dejlig dag, hvor vi både fik set deres flotte have, fik lækker frokost, islagkage, mødte andre bloggere, fik snakket en masse have og vi byttede også planter, og jeg var så heldig at få nogle spændende planter med hjem:)
Jeg er meget imponeret over havens indretning og Vivis energi og entusiasme, når hun fortæller om alle deres videre planer. Haven er inddelt i køkkenhave, skov med sti, bede holdt i monkrone farver - bl. a. et hvidt, et gult og et rødt bed, frugtlund, bærbuske, stor græsplæne og mange forskellige træer. Der er også en hyggelig gårdhave, terrasse og adskillige siddepladser.Jeg var også meget imponeret over Vivis planteskolebede, som var det første hun lavede, da de flyttede ind. Det er en super idé, for så har man altid et foreløbigt sted at plante overskydende planter eller planter, man ikke lige har et sted til. Det mangler jeg virkelig, så jeg snupper måske idéen:)
Det er utroligt, hvad de har nået på så kort tid, og det meste af arbejdet er foregået med håndkraft. Man bliver helt forpustet, når man ser alle de kvadratmeter bede, hvor Vivi har gravet græstørv af og anlagt bede - men hun er overhovedet ikke færdig endnu:) Hun har selv lavet haveplanen, som indeholder flere bede, sø og meget mere, så jeg glæder mig allerede til næste blogtræf:)
Mange tak for jeres gæstfrihed:)